mandag den 30. maj 2011

30. Maj - Første dag på Malta

Vi ankom til Malta præcis kl. 13.28. Jeg lagde mærke til tidspunktet, fordi de på RyanAir-flyet spillede en fanfare ud af højttalerne for at gøre os opmærksomme på at vi var ankommet "On Time".

Efter smertefri udlevering af baggage og afhentning af udlejlingsbilen jeg i forvejen havde reserveret igennem http://holidayautos.dk begav vi os i den maltesiske venstrekørsels-trafik. Det er nogle år siden jeg sidst har prøvet det, så jeg var lidt nervøs i starten, men det gik egentlig ganske fint. Vi tog et hurtigt pit-stop ved en McDonalds tæt ved lufthavnen, så vi kunne få fyldt depoterne op.

Vi kørte direkte til lejligheden, så vi kunne få tømt bilen for kufferter inden vores første proviantering. Vi endte med at afprøve poolen inden vi tog på indkøbstur :-)



Lejligheden set "fra luften".

Ved poolen sad jeg og fedtede lidt med min nyligt indøbte TomTom gps-App til min iPhone for at finde vej til det nærmeste supermarked. Desværre fandt den ingen POI'er hverken under butikscentre eller butikker, så vi måtte improvisere da vi sad i bilen og skulle finde et supermarked.

Vi kørte åbenbart rundt i den forkerte del af Mellieha, for vi fandt ingen supermarkeder og til sidst kørte vi mod en anden by for at søge lykken der. Det endte med at tage os ca. 5 kvarter at finde et supermarked. Det viste sig også at et supermarked i maltesisk forstand er noget mindre end vi forestiller os - eller ihvertfald en mindre facade. Det supermarked vi fandt var vel 10 meter bredt og 25 meter langt og så var det i 4 etager. En anelse upraktisk at man skulle have en indkøbsvogn ind i en elevator for at komme til de forskellige varegrupper. Grønt-afdelingen var tilmed på den helt anden side af gaden. Nå, men sådan er det åbenbart i lande der ligger i den øverste del af tabellen med befolkningstæthed.

Da vi kom tilbage til lejligheden mødte vi udlejeren udenfor huset. Vi skulle afregne det sidste af lejebeløbet, han skulle vise os til rette i lejligheden, og så kunne han selvfølgelig fortælle os at det nærmeste "supermarked" (på 100m2) lå ca. 800 meter derfra :-)

Vi fik lavet os noget hurtigt pasta-aftensmad, tog endnu en tur i poolen - og kom i seng en indkøbs-historie rigere.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

10 minutters video-rundtur

Rejsevideo om Sri Lanka og Maldiverne