fredag den 20. juli 2012

19. Juli - Udflugt til Sirmione

Vi tog en færge fra havnen i Manerba over til Sirmione, som ligger på en lille halvø der stikker ud i Gardasøen.




I Sirmione startede vi med at spise en pizza på en restaurant, for sulten var ved at melde sig.



Bagefter gik vi hen og så Scaliger Castle, som er et stort fæstningsanlæng der ligger midt i byen og næsten midt på halvøen. Vi kom højt til vejrs i tårnet, og havde godt overblik over Gardasøen.





Efter fæstningsbesøget gik vi rundt i Sirmione og kiggede på butikker. Vi burde egentlig også have været ude og se Grotte di Catullo, men det var simpelthen for varmt at bevæge sig derud, så vi holdt os i skyggen. Vi skulle med den sidste færge tilbage til Manerba kl. 17.13, så den sad vi lidt og ventede på i skyggen, for ikke at komme til at koge helt over :-).

18. Juli - Afslapning og lille udflugt

Formiddagen stod på lidt afslapning og hygge ved poolen.



Om eftermiddagen kørte vi en tur til den nærliggende by Saló for at opleve den. Christoffer ville også gerne se på solbriller, og det var der rig mulighed for i de mange turistbutikker.

Saló har en rigtig lang havnefront der er fyldt med restauranter, barer og selvfølgelig isbutikker. Vi kunne ikke modstå fristelsen og kastede os frådende over en isbutik. Her ses Christoffer med sine nye solbriller.


torsdag den 19. juli 2012

17. Juli - Udflugt til Limone

Vi kørte en tur op mod Limone, som ligger oppe i den nordlige ende af Gardasøen. Det var en oplevelse i sig selv at køre der op, for vi kom igennem mange småbyer, og landskabet ændrede sig fra at være fladt til at være bjergagtigt. Vi kom igennem flere lange tunneller og det meste af turen var på smalle veje.

Det var en virkelig smuk by vi kom til. Vi gik en tur i de smalle gader, som ligger tæt ved vandet. Christoffer og Benjamin var på udkig efter en badebold, som vi kunne lege med i bassinet ved hotellet. Det var der rig mulighed for at finde i de mange turist-butikker. Benjamin købte sig også en vandpistol, som han havde ønsket sig længe, og Christoffer fandt sig et bat- og bold sæt.





Da det var blevet tid til frokost, fandt vi en restaurant oppe ad en sidegade. Drengene fik sig en god pizza hver og Anni og jeg fik pasta. En dejlig frokost.

Jeg havde håbet på at vi skulle sejle en tur med turistbåd, men det kunne jeg ikke overtale drengene til. De syntes de havde oplevet nok, så kørte sydpå igen. Undervejs stoppede vi ved en lille strand for at bade i Gardasøen. Benjamin fik også afprøvet sin ny vandpistol, og vi legede med Christoffers nye bats.



På vejen tilbage til lejligheden kom vi forbi en McDonalds, så det endte med at vi fik vores aftensmad der, for så kunne vi jo køre hjem og springe i poolen i stedet for at give os til at lave aftensmad :-)

Senere på aftenen gik vi fra lejligheden ned til søen for at købe en is og se os lid mere omkring dernede.

Se flere billeder i albummet.

16. Juli - Indkøb og afslapning

Vi havde endnu ikke fået handlet mad ind, så det havde dagens højeste prioritet fra morgenen af. Finn havde anbefalet et supermarked i den nærliggende by Saló, så det råd valgte vi at følge.

Da vi parkerede bilen på supermarkedets P-plads opdagede jeg at vi holdt lige overfor Finns bil - ganske pudsigt. Det viste sig at han og Mai var inde for at handle lidt ind til deres tirsdags-hjemrejsetur, så de havde lidt snacks og drikkevarer.

Jeg synes altid det kræver en masse energi at handle ind, når vi er i et fremmed land, for det er altid så besværligt fordi man ikke kan finde rundt og ikke forstår alt hvad der står. Denne indkøbsoplevelse var ingen undtagelse, og det hjalp ikke at vi kun havde fået nogle af vores medbragte kiks til morgenmad, fordi vi ikke lige havde så meget andet. Jeg gik simpelthen sukkerkold. Det lykkedes dog at få købt ind, til nogen aftensmadsretter, noget morgenmad, sodavand og lidt frugt.



Da vi kom tilbage til lejligheden blev drengene Benjamin sat til at vaske op, og Christoffer sat til at skære og varme nogle pølser, vi skulle bruge til frokosten. Derefter stod den på frokost, så vi kunne få fyldt energidepoterne op. Der gik lidt tid inden energien nåede rundt i mit system og jeg begyndte at fungere igen. Heldigvis havde vi ikke ambitioner om at foretage os ret meget andet end at gå ned til poolen og slappe af med boldspil, boglæsning og solbadning.

Det var lige til at holde til...

Vi spiste aftensmad i lejligheden, og derefter satte vi os til at se en dansk familiefilm sammen ude på terrassen. Efter en times tid begyndte det at blæse lidt op derude, så vi rykkede indenfor - men da var klokken også omkring 22.00 :-)

Se flere billeder i albummet

15. Juli - første dag i Italien

Vi spiste en god morgenmad på hotellet, for vi havde ikke rigtig noget mad med som vi kunne spise.

Der er ca. 150 meters gåafstand ned til søen, så den gik vi en lille tur langs med. Vi kom forbi tre forskellige campingpladser som lå helt ned til den. Det blæste en hel del, men det var stadig dejligt varmt - så folk lå ved stranden og hyggede i solen. Mens vi gik aftalte vi med vores venner, Finn og Monica som allerede havde været en uge ved Gardasøen, at vi skulle mødes om aftenen og spise sammen.

Vi kom tilbage til hotellet og fik noget frokost, hvorefter vi gik ned til poolen. Drengene og jeg hyggede os med at kaste bold til hinanden, og Anni åd lidt mere af sin bog. Ved 17-tiden kom FInn, Monica, Jacob og Mai. Vi satte os ved nogle borde tæt ved poolen og fik os lidt at drikke sammen og spille lidt mere bold i poolen, inden vi gik hen til en restaurant ved søen for at spise pizza. Da det var blevet mørkt kørte Finn og Monica tilbage til deres hotel.

En ganske dejlig første dag :-)

14. juli - Turen mod Italien

Det var blevet tid til at rykke længere sydpå, så vi havde stillet vækkeuret til kl. 05.45, så vi kunne komme tidligt afsted. Vi kørte i en anden retning fra hotellet, end vi havde kørt da vi kom dertil og da vi havde været på vores udflugter. Vi havde kigget efter både bageri og supermarked på turene, men det nærmeste vi havde fundet var ca. 20 kilometer fra hotellet. Men selvfølgelig, nu hvor vi kørte i en anden retning kom vi forbi både et bageri og et supermarked efter kort tids kørsel. Oh well - vi kørte ind til bageren efter noget vi kunne spise til morgenmad ved første (øh - næste) stop, og i supermarkedet købte vi også lidt ekstra ind til frokost. Bilen blev også tanket, så vi var klar til at rykke :-)

På grund af vejarbejde flere steder i Tyskland røg vi i kø og langsom trafik en del gange. Vi holdt egentlig ikke fuldstændig stille, men der var lange perioder hvor vi kun kørte 30-40 km/t. Bummer...

Vi kørte i regnvejr meget af tiden. Det meste af turen igennem Østrig silede det ned, men vi vidste at vi ville komme frem til dejligt solskin, så det hjalp lidt på humøret at vi også kunne se temperaturen stige på bilens termometer. Da vi kom ind i Italien steg temperaturen hurtigt til 25 grader - selv i bjergene.

Iflg. GPS'en skulle turen vare 8 timer, men den endte med at tage 12,5 time incl. pauser på i alt to timer. Vi var derfor allesammen trætte da vi kom frem til hotellet kl. 19.45. Christoffer var hårdest ramt, for han havde det ikke godt den sidste times tid vi kørte. Jeg var selv lidt stiv i nakken, for man skal jo være meget fokuseret når man kører i tæt trafik på smalle vejbaner på grund af vejarbejdet.

Det var dejligt at være fremme. Hotellet og lejligheden levede til fulde op til vores forventninger. Rigelig plads i lejligheden og et fornuftigt køkken så vi kan lave nogle af måltiderne selv. Lejligheden er med udsigt over Gardasøen  - det havde jeg bedt om ved bestillingen og det ønske var blevet opfyldt. Benjamins første prioritet var selvfølgelig at komme hen og se poolen, men han måtte jo lige vente til vi havde fået alle sagerne ud af bilen og fået installeret Christoffer et behageligt sted så han kunne få det bedre.

Benjamin var også tilfreds med poolen. Den havde en behagelig temperatur på 28 grader og der var god plads rundt omkring den.

12. juli - Skak og minigolf i regnvejr




11. juli - tur til Fulda

Midt på formiddagen kørte vi en tur til Fulda, som er nærmeste større by. Det var en flot bymidte, hvor man havde blandet nyt og gammelt på en ganske elegant måde. Vi parkerede i en P-kælder som var tre etager under jorden med en busterminal ovenpå. Vi tænkte lidt på Silkeborg, hvor man ikke kan blive enige om at lave en smart løsning på parkeringsbehovet i bymidten.

Vi forvildede os ind i et stormagasin, for drengene ville gerne kigge på sportstøj. Vi fandt da også et par ganske fede Nike-fodboldstøvler i nyeste model til Benjamin til en god pris. Jeg selv fandt mig to par nye fritidssko på udsalg - så det var da en ganske god høst. Nåja, og så fik Benjamin og jeg os også et par nye svømmebriller hver.

På vej hjem fra Fulda stoppede vi og handlede i et Lidl supermarked, for vi manglede en del ting efterhånden. Vi havde medbragt lidt forskelligt hjemmefra, så vi selv kunne lave lidt mad i lejligheden.

Tilbage ved Rhön Park Hotel fik vi os først lidt at spise, inden vi igen begik os hen i badelandet - denne gang havde drengene lokket Anni til at komme med. Benjamin hyggede sig med at afprøve sine nye svømmebriller - og det samme gjorde jeg faktisk. Vi havde en bold med, så vi spillede smørklat i versionen med 4 personer :-)

I lejligheden spillede to af os Pentago samtidig med at der blev kigget lidt på junior-atletik fra Barcelona på Europort.

10. Juli - udflugt til Wasserkuppe

Midt på formiddagen kørte vi hen til Wasserkuppe, som er områdets højeste punkt med 950 m. Wasserkuppe bliver også brugt som flyveplads for svævefly, så vi hyggede os med at sidde lidt og kigge på at de ved hjælp af et propeldrevet fly trak svæveflyene op i luften. Det er en flyskole, så der var rigtig mange svævefly der temmelig meget underholdning med fly som skulle trækkes op.

Fra toppen af Wasserkuppe kan man også køre på en lang glidebane som snor sig langt ned ad bjerget. Faktisk kunne vi vælge mellem tre forskellige glidebaner. Vi købte billetter så drengene og jeg kunne få seks ture hver. Jeg syntes selv at det var ret skægt, og Benjamin og Christoffer lød til at nyde det endnu mere.

Da vi havde kørt de første tre ture, købte vi noget mad. Anni og jeg var enige om at eftersom vi var i Tyskland måtte vi hellere købe wienerschnitzel - og drengene fik sig en bratwurst hver. Standard-tilbehøret på disse kanter er "pommes", så det snuppede vi også lige.

Efter maden snuppede vi de sidste tre ture, inden vi gik op for at se lidt på det nedlagte radaranlæg som ligger allerøverst på Wasserkuppe. Vi kom også forbi et par grønne skiløjper. Selvom det ikke ligger superhøjt kunne vi se at det er højt nok til at drive et lille skisportssted med flere løjper, skiskole osv.

Da vi var kommet tilbage til lejligheden og havde slappet lidt af, fik vi os en rugbrødsmad som aftensmad, inden turen igen gik over til badelandet. Denne gang var det Christoffer der gerne ville med, mens Benjamin spillede kostbare, fordi han syntes at badelandet bare var for kedeligt sammenlignet med Lalandia og Center Parcs. Nå, men i sidste øjeblik kom han alligevel på andre tanker så vi tog afsted sammen alle tre. Anni kastede sig på sengen med en af sine feriebøger mens vi var væk.

Vi hyggede os alle tre i badelandet, og det lod til at hjælpe på Benjamins humør at han kunne tumle i vandet med Christoffer. Jeg syntes nu også at jeg havde tumlet med Benjamin dagen før - men jeg gør det åbenbart bare ikke så godt som storebror :-) Dejligt at de har så stor fornøjelse af hinanden.

Badelandet lukker først kl. 21.30, så vi blev hængende til ca. kl. 21.00. Tilbage i lejligheden tog vi alle fire et spil Rummikub, som Anni vandt.

9. Juli - turen til Tyskland

Vi startede hjemmefra kl. 07.30 og satte kursen sydpå. Drengene på bagsædet med hver deres iPad med en hel del film at vælge imellem, så underholdning manglede der ikke for dem.

Vi stoppede ved bageren for at købe nogle rundstykker vi kunne spise når vi skulle have første pause og drengene havde fået appetit.

Vi havde kørt i ca. 20 minutter da Benjamin proklamerede at han havde det dårligt. Vi holdt derfor ind i Brædstrup til en lille pause, hvor jeg også lige kunne købe nogle madvarer vi manglede til turen. Anni og Benjamin byttede pladser, for plejer jo at hjælpe på hans køresyge at han kan se fremad.

Han fik det bedre, så vi kunne heldigvis fortsætte uden flere ekstra pauser. Vi gjorde vores rundstykke-stop og Benjamin tog godt fra på både rundstykkerne og de æblestykker vi også havde med.

Christoffer havde hygget sig med at se film - han bliver heldigvis ikke så let køresyg.

Da Benjamin havde fået noget i maven og nu var helt vågen kom humøret. Han sad stadig ved siden af mig og snakkede og snakkede. Han havde en masse han skulle fortælle, så det var rigtig dejligt. Ind i mellem kunne det være en udfordring at koncentrere sig både om kørslen og hans snak - men dejligt var det.

Vi havde ingen trafikmæssige udfordringer undervejs. Ingen nævneværdige køer der kunne sinke os. Vi holdt en frokostpause et godt stykke syd for Hamburg, hvor vi spiste nogle rugbrødsmadder, og fik os en god strække-ben-pause.

Vi var fremme ved Rhön Park Hotel kl. 17.30. Vi kunne få vores lejlighed fra kl. 17.00, så det passede jo meget godt :-). Da vi havde tømt bilen spiste vi noget medbragt nedfrosset millionbøf, som vi jo hurtigt kunne varme og koge spaghetti til. Vi havde ikke lyst til at skulle spise på hotellets restaurant, så det var dejligt at vi havde en anden mulighed.

Benjamin og jeg gik hen i badelandet for at få os en dukkert. Christoffer havde ikke lyst, så han og Anni blev i lejligheden. Benjamin var ikke imponeret over badelandet, fordi han havde Lalandia i frisk erindring, og det blev også sammenlignet med det kæmpestorebadeland vi oplevede i Center Parcs i Tyskland i vinterferien 2011. Ikke en het fair sammenligning syntes faderen, men sådan er der jo så meget. Jeg syntes at vi hyggede os derhenne - vi blev i hvertfald begge to meget trætte, men vi var jo også stået tidligt op om morgenen.

10 minutters video-rundtur

Rejsevideo om Sri Lanka og Maldiverne