torsdag den 19. juli 2012

10. Juli - udflugt til Wasserkuppe

Midt på formiddagen kørte vi hen til Wasserkuppe, som er områdets højeste punkt med 950 m. Wasserkuppe bliver også brugt som flyveplads for svævefly, så vi hyggede os med at sidde lidt og kigge på at de ved hjælp af et propeldrevet fly trak svæveflyene op i luften. Det er en flyskole, så der var rigtig mange svævefly der temmelig meget underholdning med fly som skulle trækkes op.

Fra toppen af Wasserkuppe kan man også køre på en lang glidebane som snor sig langt ned ad bjerget. Faktisk kunne vi vælge mellem tre forskellige glidebaner. Vi købte billetter så drengene og jeg kunne få seks ture hver. Jeg syntes selv at det var ret skægt, og Benjamin og Christoffer lød til at nyde det endnu mere.

Da vi havde kørt de første tre ture, købte vi noget mad. Anni og jeg var enige om at eftersom vi var i Tyskland måtte vi hellere købe wienerschnitzel - og drengene fik sig en bratwurst hver. Standard-tilbehøret på disse kanter er "pommes", så det snuppede vi også lige.

Efter maden snuppede vi de sidste tre ture, inden vi gik op for at se lidt på det nedlagte radaranlæg som ligger allerøverst på Wasserkuppe. Vi kom også forbi et par grønne skiløjper. Selvom det ikke ligger superhøjt kunne vi se at det er højt nok til at drive et lille skisportssted med flere løjper, skiskole osv.

Da vi var kommet tilbage til lejligheden og havde slappet lidt af, fik vi os en rugbrødsmad som aftensmad, inden turen igen gik over til badelandet. Denne gang var det Christoffer der gerne ville med, mens Benjamin spillede kostbare, fordi han syntes at badelandet bare var for kedeligt sammenlignet med Lalandia og Center Parcs. Nå, men i sidste øjeblik kom han alligevel på andre tanker så vi tog afsted sammen alle tre. Anni kastede sig på sengen med en af sine feriebøger mens vi var væk.

Vi hyggede os alle tre i badelandet, og det lod til at hjælpe på Benjamins humør at han kunne tumle i vandet med Christoffer. Jeg syntes nu også at jeg havde tumlet med Benjamin dagen før - men jeg gør det åbenbart bare ikke så godt som storebror :-) Dejligt at de har så stor fornøjelse af hinanden.

Badelandet lukker først kl. 21.30, så vi blev hængende til ca. kl. 21.00. Tilbage i lejligheden tog vi alle fire et spil Rummikub, som Anni vandt.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

10 minutters video-rundtur

Rejsevideo om Sri Lanka og Maldiverne