Badedyr
De første dage i Unawatuna er gået på en dejlig måde med at slappe godt af, tage ture til stranden og så komme på nogle små udflugter, så vi får oplevet nogle dejlige ting. Det føles godt at tage tingene stille og roligt og gøre hvad vi har energi og lyst til. Drengene følger godt med og har appetit på at se en masse.
I forgårs var vi ude for at sejle med Lisbeths kok, Vipula i hans båd. Målet var en lille strand, Jungle Beach, som ligger 10 minutters sejlads herfra mod vest. Han havde taget et par kammerater og sin bror med på turen, så der var nok folk til at vise os rundt ved koralrevene. Det var tydeligt at de havde været der mange gange før. Det var kun anden gang at jeg snorklede - første gang var i Silkeborg, så det var en dejlig oplevelse for mig at bevæge mig rundt mellem de farvestrålende fisk og kigge på koralrevene. Det var ikke et kæmpe rev vi var ved, men det var stort nok til os.
Vi havde drengene med et stykke ude med dykkermasker på, så de også kunne tage en dyb indånding og stikke hovedet ned og kigge på fiskene. Jeg glemte helt at tage et billede af dem med udstyret på - det kunne ellers have været sjovt at have.
Jeg tog en lille tur alene sammen med Vipulas kammerat - han var god til at vise rundt. Jeg dykkede 3-4 meter ned nogle gange for at kigge bedre ind under de store sten. Min makker var på udkig efter en skildpadde, så derfor dykkede han også ofte ned. På et tidspunkt tænkte jeg at jeg hellere måtte ind til familien, men han sagde at han havde et sidste sted vi skulle kigge efter skildpadden så jeg fulgte selvfølgelig med. Efter ca. 5 minutters svømning tog han pludselig fat i min arm og pegede - og der var skildpadden i al sin pragt. Vi fulgte lidt efter den og jeg betragtede den vel vidende at det var et øjeblik der skulle nydes.
Vi blev enige om at hente Christoffer, Benjamin og Anni så de også kunne få oplevelsen. Min makker trak Christoffer med og jeg havde Benjamin på ryggen ud og svømmede så godt jeg kunne - han havde svømmevinger på så han var heldigvis ikke så "tung". Nogen gange blev jeg trykket ned under vandet af Benjamins vægt og fik vand i snorklen, men jeg fik det pustet ud og vi fortsatte.
Vi søgte i godt 10 minutter, men vi kunne desværre ikke finde skildpadden igen, så vi besluttede at svømme ind til stranden igen.
Du kan se billeder og video fra bådturen nederst på denne side:
http://gallery.atpic.com/24637
Anni har været snottet nogle dage, og i går gik hun ned med feber. Hun lå i sengen og sov hele dagen, så drengene og jeg spillede ludo og tog med Lisbeth ned på stranden. Om aftenen var vi drengene og jeg med Lisbeth ude hos Rathna, som hentede os i lufthavnen. Han har et fint ferie-sted 15 minutters kørsel fra Unawatuna. Det er et perfekt sted for surfere, for der er store bølger og brændingen starter langt ude fordi der ikke er særlig dybt. Der er også en dejlig bred strand, så vi spillede lidt fodbold og de voksne fik en gin og tonic mens solen gik ned, som det nu hører sig til. Vi spiste aftensmad derude, så Anni kunne fortsat hvile sig i lejligheden.
I dag har Anni fået det lidt bedre, men hun har stadig klaget over svimmelhed. Vi har været en tur ved stranden og spiste også frokost dernede. Nu er vi kommet tilbage til lejligheden, og jeg har lige spillet ludo igen med de berygtede Kring-brødre, mens Anni hvilede sig lidt mere. Der er en "annonceret" strømafbrydelse i dag, så selvom vi har tid og lyst til at Skype med mine og Annis forældre, må vi vente lidt endnu til der er strøm igen.
Jeg har i dag talt med én af Vipulas kammerater nede på stranden - han så os og kom hen for at snakke. Jeg sagde til ham at vi gerne ville ud på en båd med glasbund i, og det viser sig at sådan én kan han låne, så han vil gerne sejle os en tur i den - formentlig i morgen. Ude midt i bugten er der en lille klippe og et stykke rev, hvor der ligger et skibsvrag, som vi kan sejle hen over og snorkle ved. Det er den samme gut, som jeg fandt pildskadden sammen med forleden.
To ekspeditioner
Det er rigtig godt til sjælen at være badedyr og tage på småture, men jeg kan dog også mærke ferie-rastløsheden komme snigende - på den gode måde. Vi er jo rejst helt hertil for at opleve det smukke land, så nu vil jeg gerne snart afsted :-)
I onsdags arrangerede vi to "ekspeditioner" som vi skal afsted på sammen med Lisbeth og igen med Rathna som chauffør. Den ene er en 4-5 dages tur og vi tager afsted på onsdag den 21. januar. Turen bringer os op nord for Colombo, hvor vi skal starte med at se et "elefant-børnehjem". På stedet opdrætter de elefantunger som er blevet efterladt af deres familie, og lærer dem at arbejde. På denne tur skal vi være vest for Kandy, og den næste tur skal vi være øst for Kandy.
Når vi kommer hjem fra turen skal vi formentlig bo et par dage ude på Rathnas sted for så kan drengene slappe lidt af igen og vi kan spille bold på stranden.
Den anden ekspedition bliver også på 4-5 dage - kan ikke lige huske nøjagtigt hvornår vi skal afsted :-). Vi kommer vi til at bo i en telt-lejr i det yderste af nationalparken Yala en enkelt nat. Vi skal også op til Ella og bo midt i te-områderne. Der tager vi to overnatninger, for vi har hørt fra andre at det er et helt fantastisk sted at være. Når vi tager fra Ella skal vi ud og køre en længere tur i et gammelt tog som fører os igennem smukke naturlandskaber:
http://www.youtube.com/watch?v=wNLNtThNzCg&feature=channel_page
Jeg kan ikke på forhånd komme med så mange detaljer om turene, så dette er endnu en cliff hanger :-).
Jeg synes det er et kæmpe privilegie at vi har både Lisbeth og Rathna med som vores guider. På en måde ville jeg gerne tage turene på egen hånd, fordi det ville give os nogen andre oplevelser - vi er jo på en måde "beskyttet", når vi på den måde har guider med. På den anden side synes jeg også bare det er alletiders at vi får optimalt udbytte ud af at være afsted fordi Rathna jo er lokal og ved hvordan man skal gribe tingene an og kan bestille ting i forvejen osv. Når vi skal overnatte i Ella får vi et par dage helt for os selv hvor vi kan gøre hvad vi vil.
Hvis du har læst min beretning om vores tur fra lufthavnen i Colombo til Unawatuna, kan du huske at der var nogle problemer med bilen. Rathna har på det seneste haft så mange problemer med den bil at han nu har skiftet den ud med en nyere Toyota Hiage, der bliver indrettet som bus med individuelle sæder så man kan lægge dem ned og tage en blunder hvis man har brug for det. Han hentede bilen i Colombo i fredags, og vi så den samme aften da han kom forbi Lisbeths hotel med den. Det bliver en fornøjelse at komme på udflugt i en ny bil.
Her er en masse kommaer, så kan du selv fordele dem efter behov:
,,,,,,,,,,,,,,,
søndag den 18. januar 2009
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Hej Benjamin
SvarSletHar du det godt på Sri Lanka? Har du oplevet noget sjovt? Vi sidder her hjemme i regnvejr og ville meget gerne oplevet ligeså meget som I gør. Vi håber, at du har det godt og vi vil gerne have at du hilser mor og far.
Mange hilsner JAn og Christina
Har Anni fået det bedre?
SvarSletellers god bedring.
kærlig hilsen
Christina og Jan