fredag den 30. januar 2009

Udflugtens 1. dag - 22. Januar

Fra torsdag den 22. januar og 5-6 dage frem skulle vi på en længere udflugt med Rathnan som chauffør i sin nye van og med Lisbeth som tur-guide.

Vi havde planlagt efter at tage tidligt afsted på vores udflugt, så vi kunne kome igennem Colombo før der kommer for meget trafik. Anni og jeg stod op kl. 04.00 for at pakke de sidste småting, mens børnene sov videre. Rathnan skulle komme og hente os kl. 05.00 og korrigeret med Sri Lanka faktoren kom han lige til tiden kl. 05.30 (!). Det vænner jeg mig sgu aldrig helt til, men sådan er der så meget. Heldigvis havde vi aftalt at vi først ville vække drengene når Rathnan var kommet, så de led ingen nød og havde måske godt af at sove lidt længere.

Det var en lang køretur, så det var heldigt at det foregik i en ny bil med aircondition. Første turist-stop var Pinnawala elefantbørnehjemmet, hvor vi skulle se elefanter. De opdrætter elefantunger som bliver efterladt i junglen af deres familie. Vi kom lige før middag, og det var lige tiden til at se dem blive badet i floden. Der er ca. 70 elefanter i reservatet, så det var et fantastisk syn at se så mange på én gang.

Mod betaling kunne man blive fotograferet sammen med elefanterne, så det benyttede vi os af . Rathnan havde sagt til mig at vi skulle give 50 rupees for at blive fotograferet (50/20 = 2,5 kr.), så det syntes jeg var helt OK og vi gik hen for at blive fotograferet med nogle elefanter. Det viste sig at de unge fyre ikke var helt tilfreds med 50 rupees - de var så uforskammede at beklage sig over tippet, så jeg følte jeg blev nødt til at komme op med nogle flere penge. Desværre havde jeg ikke nok små sedler, så inden jeg havde set mig om var jeg kommet af med 600 rupees for familie-fotoet. Det skar i mit lille økonomi-hjerte, men det positive er at jeg lærer hele tiden og det ender med at hajerne ikke kan få skovlen under mig :-). Det var rigtig varmt og fugtigt den dag og jeg var uoplgt fordi vi stod op så tidligt, så mit humør var ikke helt i topform i forvejen.

Nå, men det er jo nok helt naturligt at de "spændende typer", der vil udnytte (hvide) turister flokkes omkring de steder hvor vi færdes, og nu har jeg vist beklaget mig nok over det - lad os komme tilbage til oplevelserne.

Da elefanterne var blevet badet gik de op igenem "byen" for at komme hen til selve reservatet, hvor de gik frit omkring blandt turisterne på store åbne arealer. Efter vi havde spist frokost nede ved floden, gik vi over i reservatet og så på elefanterne der. Vi kom lige til fodringstid, hvor babyelefanterne får en flaske med mælk. Benjamin fik lov til at give en flaske til en elefant - den flaske forsvandt hurtigt. Denne gang var det Rathnan der forhandlede prisen for den ydelse på plads - det går lidt nemmere når man er mørk i huden...

Vi fik et familiefoto med en kæmpestor han-elefant med flotte stødtænder. Desværre var den blind, så den stod bundet ved et træ. Senere så vi at de gik igennem byen med den blinde elefant, så jeg blev bekræftet i at de behandler dyrene godt på stedet. Den gik lige forbi os igennem byen, og den sked da den var udfor os. Lidt længere nede ad vejen besluttede den sig også til at tisse. De berygtede Kring-brødre var meget imponerede over at den havde en tissemand på ca. 1,5 meter.

Du kan se billeder og video fra Pinnawala ved at klikke nedenfor. Video-klippene kan du kende ved at de ser ud som filmstrimler. De tager selvfølgelig et stykke tid at hente:
http://gallery.atpic.com/24747

Du kan læse mere om Pinnawala her:
http://en.wikipedia.org/wiki/Pinnawala

Her er Pinnawala på mit Google Map:
http://maps.google.com/maps/mm?ie=UTF8&hl=en&ll=7.346123,80.400696&spn=1.47366,2.145081&t=h&z=9&msa=0&msid=110216157327324050227.00045ea27a6ba94a49ab3


Da vi havde set nok, satte vi os ind i bilen igen - nu med kurs mod Sigiriya, hvor vi skulle tilbringe natten. Vi kørte til et hotel, som Rathan tidligere havde været på, han foreslog det fordi de har en pool, så det ville jo være godt for drengene. Vi spiste aftensmad på stedet og gik forholdsvis tidligt til ro, for vi planlagde efter at stå tidligt op dagen efter for at bestige Sigiriya-klippen, inden det blev alt for vamt.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

10 minutters video-rundtur

Rejsevideo om Sri Lanka og Maldiverne