Så er vi fremme

Efter en god men hård rejse er vi nu fremme i Unawatuna.

Jeg sidder nu i vores lejlighed hos Lisbeth, mens Anni og drengene spiller et terningspil ved siden af. Jeg må hellere bliver færdig med det her skriveri, så jeg kan spille med :-)

Lisbeth og hendes gode ven hentede os i lufthavnen i Colombo i hans minibus. Turen gennem Colombo var lang og udmattende - der er bare meget trafik og så var der problemer med air condition i bilen. Vi stoppede et par gange hos mekanikere for at få det fixet. Den sidste mekaniker-shop var den bedste, for bilen holdte til hele den efterfølgende tur. Det var dog også den mest simple shop - den var indrettet i et telt ved siden af vejen. Jeg talte med én af de 6 arbejdere der. Han fortalte mig at shoppen har været der i 16 år, og at de arbejder ca. 10 timer om dagen.

Et stykke nede af kysten stoppede vi et sted, hvor drengene kunne bade lidt i vandet, og vi kunne få noget at spise. Vi havde jo mistet en nat på turen, og kun sovet 1-2 timer.

Jeg er meget stolt af mine to drenge. De tager strabadserne i stiv arm, og fokuserer på det nye og spændende (palmer f.eks.), selvom de var udmattede på turen.

Min indre nørd er også tilfreds, for jeg er trådløs på nettet i lejligheden. Det tyder på, at min drøm om at det skal være nemt at skrive lidt på bloggen, når der er tid til det, kan blive opfyldt.

Nå, faderen må hellere være tilstede i et meget spændende terningsspil, der foregår ved siden af.

Jeg har sat en hel masse kommaer i teksten, som gerne skulle gøre min kollega Bodil glad når hun læser. Der mangler dog nok et par stykker - dem fixer vi i næste iteration :-)

Ha' det godt allesammen.