tirsdag den 13. oktober 2009

11. Oktober - Afsked med Redondo, frokost med Eva mfl.


Det var vores sidste dag på Best Western Redondo Beach, så formiddagen gik med at få pakket i kufferterne igen og tilbringe de sidste timer i poolen inden vi skulle checke ud kl. 12.00.

Vi mødtes med Eva og hendes danske besøgende, Maybritt og Naomi da vi havde checket ud af hotellet kl. 12.00. Vi gik over til Redondo Beach Pier hvor vi først så os lidt omkring og derefter spiste en sen frokost sammen.



Efter frokosten kørte vi med hen til Eva og Renés lejlighed i San Pedro. Det var en flot køretur langs med kysten og vejret var klart og dejligt. Lejligheden ligger på 2. sal på en vej der skråner ned mod San Pedros havn, så der er en god udsigt. Havnen er både container- og cruiseskibshavn så der er masser af aktivitet.

Vi havde en køretur på ca. 2 timer foran os til Pacific Beach ved San Diego, så kl. 18.00 sagde vi tak for i dag og begav os afsted. Endnu engang blev jeg overrasket over hvor meget trafik der var på vejen så sent en søndag aften. Alle 4 vejbaner i begge retninger var fyldt op med biler, men heldigvis flød trafikken godt. Når der er så mange biler betyder det bare at man skal være mere på mærkerne så jeg var træt i hovedet da vi kom frem lidt over 2 timer senere. Benjamin og Christoffer var faldet i søvn på bagsædet, så endnu engang blev det ikke til aftensmad, men "heldigvis" havde vi jo spist frokst sent.

Vi bar dem sovende ind på hotelværelset og de krøb ned under lagnerne og sov videre. Jeg lagde mig også til at sove tidligt efter lidt mere samvær med Lisbeth Salander m.fl.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

10 minutters video-rundtur

Rejsevideo om Sri Lanka og Maldiverne