lørdag den 17. oktober 2009

16. Oktober - Farvel San Diego, goddag Disney

Det var vores sidste dag i San Diego, eller rettere Pacific Beach som området vi boede i hedder. Da vi havde checket ud af hotellet kl. 10.00 tog vi hen til en nærliggende "The Broken Yolk Café" for at få udvidet morgenmad. Drengene og Anni havde stadig til gode at få amerikanske pandekager, og udfra andres bedømmelser var det et fint sted at få den oplevelse. Jeg bestilte dog æg og bacon for at se om det med broken yolk holdt stik. Det viste sig dog at de sagtens kunne finde ud af at stege spejlæg uden at ødelægge blommen :-)

Efter morgenmaden kørte vi ned til stranden for at bade lidt. Det var dog mest Benjamin og jeg der hyggede os i vandet. Anni og Christoffer blev siddende på stranden, hvor de hyggede sig. De sagde ihvertfald at de havde set en delfin ude imellem alle surferne på et tidspunkt. Vandet var tilpas temperatur, så det var dejlig forfriskende at komme under. Det var min første svømmetur i stillehavet, og jeg glædede mig over at saltindholdet åbenbart ikke er så højt.

Vi ankom til hotellet i Anaheim kl. 14.55, så det kunne jo ikke passe meget bedre. Vi fik et hurtigt brusebad og kom i badetøjet, så vi kunne komme ned til poolen og blive kølet af - det var nemlig temmelig varmt i Anaheim. Jeg talte med nogen ved poolen som sagde at det var 92 fahrenheit, som svarer til ca. 33 grader. Det viste sig i øvrigt at poolen var udformet som Mickey Mouses hoved.

Vi var sprunget frokosten over, fordi vi fik så sen og omfattende morgenmad. Vi havde dog suppleret med lidt frugt fra køletasken i bilen, men da klokken var ved at være 17 kunne jeg godt mærke en vis sult nærme sig. Drengen mindede os om at vi endnu ikke havde spist på McDonalds, så det måtte vi jo hellere køre hen og gøre noget ved. På vejen fra McDonalds kørte vi et smut omkring Disneyland resort for at se det udefra og finde ud af hvor langt det egentlig var fra vores hotel. Der var kun omkring 1.5 km, så hvis shuttle-bussen svigter os kan vi da gå hjem til hotellet :-)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

10 minutters video-rundtur

Rejsevideo om Sri Lanka og Maldiverne