2. udflugts 4. dag - 6 februar

Dagens udflugt skulle gå til Worlds End ved Horton Plains - troede Anni og jeg. Lisbeth havde dog en anden opfattelse af hvad Worlds End var, så hun arrangerede en tur til et sted der hedder Worlds End Lodge. Det ligger tæt på "det rigtige" Worlds End, men man er bare på den forkerte side af det bjerg hvor selve seværdigheden er. Desværre skulle vi gå laaaaangt for at komme til Worlds End Lodge, for vejen var så ringe at Ratnan ikke kunne/ville køre dertil. Vi gik opad, opad, opad i 4-5 kilometer. Benjamin beklagede sig noget til sidst, så jeg bar ham på mine skuldre ind i mellem.

Da vi kom op på toppen til Worlds End Lodge og det gik op for mig at vi var et helt andet sted end jeg havde forestillet mig var jeg dybt skuffet og udmattet. Udmattelsen var nok også med til at jeg var stille i lang tid. Jeg følte simpelthen at vi havde spildt dagen, for vi havde jo også kørt i 1.5 time for at komme dertil. Worlds End er efter sigende et fantastisk sted hvor der er en klippeafgrund med et næsten lodret drop på 700 m. Anni og jeg har oplevet noget lignende i Norge på Prædikestolen, så derfor havde jeg glædet mig til at opleve det her også. I stedet var vi nu endt ved et hotel der ligger på toppen af et bjerg - dyyyybt suk.

Nå, op på hesten og videre. Vi blev enige om at bestille tuk tuk så vi ikke også skulle gå ned ad bjerget igen.

Vi havde aftalt at vi også skulle nå at se en tefabrik samme dag, så vi snuppede en hurtig "frokost" i et lille lokalt madsted på vejen hvor de kun serverede rice & curry. Drengene fik besked på at spise godt af risen og det brød de fik til, for de er jo ikke så begejstrede for den krydrede mad. Jeg er selv ret begejstret for rice & curry og når jeg har mulighed for det bestiller jeg de krydrede og stærke retter fra menukortet. Kan du f.eks. forestille dig hvad "Deviled Chicken" er for noget? :-)

De første to tefabrikker vi nåede til havde lukket for rundvisninger, vistnok fordi deres produktion lå stille den dag. Vi fandt dog én der havde åbent og vi var heldige at det så også var Sri Lankas største teproducent, Dambatenne, og at rundvisningen var rigtig spændende. Rathnan har været på mange rundvisninger og han sagde det var det bedste han havde oplevet. Vi fik fremvist deres forskellige produkter og kvalitetsgrader. De eksporterer alt det bedste te, mens et biprodukt som faktisk bare er støv der bliver fejet op fra gulvet bliver solgt som te til de fattige Sri Lankanere.

Her kan du se de forskellige te-typer:
http://pic.atpic.com/1222086/600

- det øverste til venstre er "støvet" til de lokale Sri Lankanere.

Vi købte en pose med 250 g te af den næstbedste slags til 300 rupees :-)

Her kan du se billeder fra tefabrikken:
http://pic.atpic.com/1221949/600

Det endte alligevel med at være en god dag, selvom jeg midt på dagen havde svært ved at tro på at det skulle gå sådan.

Efter tefabrikken kørte vi til Haputale for at finde et sted at sove. Rathnan kender ikke byen så godt så han kunne ikke pege på det perfekte hotel, men han kendte dog til et nybygget hotel der som vi skulle checke ud. Det viste sig at være lidt for dyrt - ca. 6500 pr. værelse rupees for en nat. I stedet fandt vi et sted lige ved siden af det nye hotel, hvor vi kunne få værelser til 750 rupees. Vi gik over på hotellet for at spise om aftenen, og det viste sig at de også havde internetforbindelse om vi kunne bruge til at lægge et par af Christoffers indlæg på bloggen - slet ikke så ringe. Betjeningen på hotellet var dog fuldstændig hat og briller. Da jeg bestilte colaer og gin og tonic i baren fattede de ikke en meter af hvad jeg mente, og da Anni bestilte aftensmaden gik det også galt for da vi kom til bordet var der ikke mad til mig, selvom hun med alle mulige fakter forsøgte at gøre dem klart hvor mange kuverter vi skulle have af den og den ret. Nå - jeg fik lidt af drengenes og Lisbeths rester og så gik det altsammen. De havde taget dem 5 kvarter at tilberede maden, så vi kunne ikke vente på at de lavede en portion klar til mig... Vi fik Rathnan til at gøre dem klart på sinhalesisk at de ikke skulle lave mad til mig, for ellers tror jeg sgu at det også var gået galt.

Hehe... det er irriterende i øjeblikket, men jeg er sikker på at vi kan grine højlydt af det senere. I det mindste hjælper det også lidt at tænke på at maden vi bestiller i gennem snit har en kuvert-pris på 20-25 kr :-)

Hov - jeg skal lige indskyde at på vejen til Worlds End Lodge holdt vi en lille tisse/ryge pause. Da jeg havde tisset udnyttede jeg Lisbeth og Rathnans rygepause til at se mig lidt omkring. Jeg havde spottet en trappe der gik opad bjerget ved siden af vejen, så jeg blev nødt til at udforske hvorfor den var der og hvor den dog førte hen. Jeg spurgte drengene om de ville med mig, men det havde de ikke lyst til. Da jeg kom op for enden af trappen - ca. 40 trin kunne jeg se at jeg befandt mig midt i en teplantage. Jeg kunne høre nogen snakke, så jeg gik hen mod lyden. Jeg så to kvinder og en mand der sad i skyggen og holdt pause fra plukkearbejdet. Jeg gik hen og hilste på dem og én af kvinderne bød mig noget at drikke fra sin flaske. Det viste sig at det var varm te. Manden var god til engelsk, så jeg snakkede lidt med ham og tog nogle billeder af dem sammen:
http://pic.atpic.com/1221933/600

Manden gav mig sin adresse, for han ville gerne have at jeg sender billederne til ham.

Jeg sagde farvel og gik ned mod bilen igen. I mellemtiden var drengene også blevet nysgerrige, så de kom mig i møde op ad trappen. Jeg tog dem med hen for at hilse på teplukkerne.