Når virkeligheden kommer for tæt på...

Her er en lille beretning fra 20. og 21. februar.

Det var tid til at pakke tøjet i vores kufferter, souveniers i kasser og ellers gøre os klar til at komme videre. Vi gik rundt og tog pænt afsked med Lisbeths medarbejdere, som vi jo er kommet til at kende godt i den lange periode vi har haft hendes hjem som base.

Vi forlod Unawatuna lidt efter kl. 14.00 for at bevæge os mod Negombo nord for Colombo, hvor vi skulle sove om natten for at vi kunne komme med en afgang mod Dubai kl. 09.50. Det meste af turen gik godt, men vi skulle jo igennem Colombo og det så ud til at vi ramte byen på et uheldigt tidspunkt, for der var rigtig meget tæt trafik at komme igennem.

Vi kom frem til vores hotel kl. 20.00, så vi var glade for at vi havde købt noget brød og nogle sodavand på vejen som vi kunne bruge til aftensmad. Vi tog afsked med Lisbeth og Rathnan, for de skulle finde et andet sted at overnatte, og vi skulle have værten fra hotellet til at køre os i lufthavnen dagen efter.

Det var fredag, så vi havde også indkøbt nogle chips i paprør (dem du ved nok), for drengene syntes det var tid til fredagsslik. Chipsene blev indtaget sammen med resterne af de Haribo vingummier vi købte i et storcenter da vi den 10. februar var i Colombo for at forny vores visa. Da det blev krydret med "Alvin og de frække jordegern" på MAC'en opstod der en "Disney Sjov Stemning", som om fredagen hjemme i Silkeborg.

Vi lagde os alle til at sove omkring kl. 22.00, for vi var faktisk rigtig trætte efter køreturen. Jeg lagde mig på en madras på gulvet og Anni og drengene i dobbeltsengen.

Jeg kan ikke helt huske hvad klokken var, da min mobiltelefon ringede men jeg havde ihvertfald ikke sovet særlig længe og jeg var fuldstændig groggy. De andre sov godt og vågnede ikke ved ringetonen. Det var Lisbeth der ringede for at fortælle at der 15 minutter tidligere havde været to eksplosioner i Colombo. Hun og Rathnan havde siddet på stranden i Negombo ikke så langt fra os og havde hørt det de først troede var fyrværkeri, men det gik hurtigt op for dem at det var langt mere alvorligt. Rathnans telefon ringede og de fik at vide at der var to civile fly indblandet i eksplosionerne og at det ene var tæt ved lufthavnen.

Jeg vågnede hurtigt op, da jeg fik denne besked. Lisbeth foreslog at jeg kunne gå ned og tale med medarbejderne på hotellet for at finde ud af om lufthavnen blev lukket. Der var ingen at træffe ved receptionen så jeg gik op på værelset igen og besluttede mig til at lade Anni og drengene sove videre og så stå lidt tidligere op morgenen efter og få styr på situationen.

Jeg ringede og sagde til Lisbeth at det var min beslutning. Bagefter kunne jeg se at jeg kun havde ganske kort taletid på mit Sri Lanka mobilnummer. Jeg skrev en SMS til Lisbeth at jeg ikke kunne ringe hende op morgenen efter, så hun måtte ringe til mig. Hun skrev tilbage at hun havde talt med Vipula som stadig var i Unawatuna, og han ville forsøge at indbetale et beløb på mit taletidskort.

Mens jeg forsøgte at sove arbejdede min underbevidsthed videre, og jeg kom til at tænke på at det måske var smart at ringe til Jysk Rejsebureaus hotline for at forberede dem på at vi kunne få brug for hjælp til at få ændret vores billetter hvis vi ikke kunne komme fra Colombo til Dubai.

Min telefon ringede igen, og denne gang var det Vipula. Han bekræftede at han ville prøve at indbetale penge på mit taletidskort, men han sagde også at han syntes jeg skulle kontakte mit rejsebureau fordi han nu vidste at lufthavnen var blevet lukket. Jeg sagde til ham at jeg netop lige havde tænkt det samme.

Jeg tog min mobiltelefon, en kuglepen og mappen med alle vores rejsedokumenter og satte mig ud på terrassen, så jeg ikke vækkede de andre mens jeg talte i telefon. Jeg havde jo ingen taletid på mit Sri Lanka nummer som ellers er ret billigt at ringe til Danmark fra, så jeg besluttede mig til at sætte mit danske SIM-kort i telefonen, så jeg kunne ringe til rejsebureauets hotline. Ude på terrassen sværmede myggene omkring mig og var klar til at få sig et måltid blod.

Jeg fik fat i en fyr der hedder Jens ved rejsebureauet. Jeg forklarede ham at jeg befandt mig på Sri Lanka og at der for knap en time siden havde været eksplosioner, og at lufthavnen var blevet lukket og jeg var i tvivl om vi kunne komme afsted som planlagt morgenen efter. Han foreslog mig at jeg også skulle ringe til rejseforsikringen, og han tilbød at undersøge hos Emirates om vores fly var landet og om vi kunne komme med dagen efter. Han ville også sætte sig lidt bedre ind i hvad der var sket, og så ville han finde nummeret på det danske konsulat i Colombo så jeg kunne ringe dertil hvis det blev nødvendigt. Vi aftalte at han skulle ringe tilbage til mig når han vidste mere.

Jeg ringede til Tryg forsikring og fik åbnet en sag hos dem, så de også var klar til at hjælpe hvis det blev nødvendigt. Der var mange småting jeg skulle svare på, så det var fint nok at være på forkant med situationen.

Jeg forsøgte at sende en SMS til min bror for at fortælle ham om vores situation, men der var ikke nok taletid på kortet til at sende en SMS til udlandet. I stedet sendte jeg en SMS til Lisbeth og bad hende ringe min bror op fra hendes mobil og fortælle hvad der var sket - så kunne han jo ringe videre til mine og Annis forældre og sørge for at de ikke bekymrede sig unødigt.

Jeg lagde mig til at sove igen, men der gik ikke så længe inden Jens ringede tilbage igen. Han kunne fortælle mig at flyet vi skulle med allerede var landet i Colombo, så det var jo positivt. Han havde også læst noget mere om hvad der var sket på på BBC's hjemmeside. Han gav mig også telefonnummer til konsulatet.

Jeg stod op kl. 05.40 for at gå ned og snakke med én eller anden fra hotellet. Vi havde bestilt morgenmad til kl. 06.30 så jeg formodede at de var oppe og igang med at forberede det. Jeg måtte dog ringe på en dørklokke for at vække én. Jeg sagde til ham at jeg var nervøs for at lufthavnen stadig var lukket efter eksplosionerne, men han sagde at han mente de var åbnet igen.

På magisk vis var morgenmaden klar 06.40 og det lykkedes os at komme afsted fra hotellet lidt over kl. 7, så det var fint nok. Det var som nævnt planen at vi skulle køre med værten fra hotellet til lufthavnen men vi ringede til ham 06.45 fordi jeg undrede mig over at han ikke var der når vi jo skulle køre kl. 07.00. Han sagde at han kunne være der kl. 07.30 og køre os, men jeg afviste og bad ham sende en anden chauffør.

Der var meget kø ved indkørslen til lufthavnen, formentlig fordi de havde højnet sikkerheden efter eksplosionerne. Det tog os en time at komme frem til terminalen, normalt tager det kun 20 minutter. Vi kom smertefrit igennem check in og emmigration og vi var også fremme ved gaten i rigtig god tid, så oven på nattens stress-moment kunne vi nu finde ro.

Selvom det i Danmark var omkring 05.00 ringede vi til vores forældre for at sige at alt nu var under kontrol og vi kunne komme videre til Dubai som planlagt. De var glade for at høre fra os, selvom vi vækkede dem.

Flyet kom afsted med nogle få minutters forsinkelse, og da vi kom i luften faldt jeg i dyb søvn nogle minutter fordi jeg ikke havde sovet ret meget om natten.

Du kan læse flere detaljer om eksplosionerne her:
http://news.bbc.co.uk/2/hi/south_asia/7902392.stm