2. udflugts 5. dag - 7 februar

I løbet af natten fortrød vi vistnok alle 6 at vi havde valgt den billige løsning, for det blæste kraftigt op i Haputale og vinduerne på vores værelser var pivutætte. Vi havde jo kun lagner og et enkelt tæppe at sove under, så det blev en kold fornøjelse. Benjamin og Christoffer sov heldigvis igennem det hele uden at fryse, men Anni og jeg frøs meget. Stedet skal dog roses for den fantastiske udsigt der var fra værelserne, men det fik man jo bare ikke varmen af om natten.

Du kan se udsigten her - måske kommer du til at fryse? Bemærk også hvor tæt jernbanen er på vores værelser.
http://pic.atpic.com/1222097/600

Nå, men om morgenen fik vi varmen sammen i bilen mens vi kørte hen til stationen for at undersøge hvornår Anni, Christoffer, Benjamin og jeg kunne komme med toget videre til Nuwara Eliya. Man kan kun reservere billet ved at tage hen til stationen, og det kan kun gøres fra den station man skal afsted fra, så det er lidt bøvlet. Det var meningen at vi skulle køre på 1. klasse i en bestemt turistvogn med godt udsyn gennem glas. Desværre var der ingen pladser i den vogn, så vi måtte nøjes med 2. klasse. Til gengæld kom jeg af med 260 rupees for os alle 4 for turen i stedet for 3000 rupees.

Efter lidt morgenmad tog vi hen til toget igen, og kom med det kl. 10.50. Det var en spændende og flot tur igennem telandskaberne. Vi er jo oppe i højderne hvor der er flotte udsigter og rimelig klart vejr. Toget kører ikke specielt hurtigt - ca. 40-50 km/t, men både døre og vinduer står åbne og folk hænger ud af dørene så det er nok også godt nok :-). Flere gange kom vi igenem igennem nogle tunneller der var så lange at kupéen blev fyldt med dieselos fra lokomotivet. Jeg lærte at tage en dyb indånding når vi kørte ind i en tunnel. Udsigten ud over teplantagerne var fantastisk smuk. Det er utroligt at tænke på hvor mange hænder der skal igang for at plukke bladene. Der skal plukkes nye blade af hver 2. uge, så det er fast arbejde. Fra toget kunne vi se nogle teplukkere der var på arbejde.

Der var nogle unge mennesker med toget som spillede på tromme og sang, så underholdning var der nok af. Der kom også mennesker igennem toget for at sælge frugt, peanuts og andre ting, vel at mærke ikke til DSB-priser :-)

Sådan så det ud da vi stod på perronen:
http://pic.atpic.com/1222099/600

Her kan du høre de syngende unge mennesker:
http://u797.direct.atpic.com/25270/0/1222103/0.mov

Der er også nogle andre småklip i albummet fra togturen, som du kan se hvis du har en hurtig linje :-)

Efter et par timers kørsel var vi fremme ved Nanu Oya, som er nærmeste station ved Nuwara Eliya. Vi startede med at gå hen for at reservere togbilletter til vores tur til Colombo den 9. februar. Desværre viste det sig at ALT var udsolgt, også 2. klasse. Sikke noget lort, for vi kan ikke bare udsætte vores rejse til Colombo med en dag, for vi _skal_ være der den 10. februar for at få fornyet vores visa. Nå, i stedet må vi tage en van til Colombo, så løber turen op i ca. 8000 rupees i stedet for 3000 rupees. Jeg brugte lidt tid på at ringe til Rathnan som kunne skaffe en van og en chauffør. Hvis man ikke har nogle ordentlige pålidelige lokale kontakter i dette land er man altså på skideren.

Vi fandt en anden van der kunne køre os op til Nuwara Eliya fra stationen. Jeg havde i forvejen ringet til et hotel som i guidebogen havde en fornuftig beskrivelse. Chaufføren ville gerne vise os andre hoteller, men jeg var bange for at han bare var interesseret i at få kommission, så jeg holdt fast i at vi skulle hen til Single Tree som vi havde bestemt. Når vi bliver kørt af Rathnan slipper vi jo for den slags bøvl, men jeg synes nu også det er fedt nok at vi er lidt på egen hånd og dermed ikke så afhængige af andre.

Single Tree så ganske fornuftigt ud - der var varmt vand i vandhanerne og rimelig rent, og beliggenheden var ganske fin. Vi skulle give 2500 rupees for et familieværelse, så vi besluttede os for at blive hængende. Klokken var også tæt på 14.00 så vi gad ikke at bruge resten af eftermiddagen på at finde et andet sted, der måske var marginalt bedre.

I stedet tog vi efter et tøjskifte ind til midten af byen, for vi havde hørt at der skulle være et marked hvor man kan købe ægte H2O, Helly Hansen, Columbia osv. fordi nogle af deres varer bliver produceret i nærheden af Nuwara Eliya.

Det er spændende at være på marked på Sri Lanka. Der er masser af ivrige sælgere der vil have én ind i deres små shops. De river tilfældige varer ned fra hylderne og viser frem, men ofte er det nogle ting der ligger langt fra det design og e farver vi vil have. Det første minuts tid går derfor med at få dem til at slappe af, så vi kan koncentrere os om at se på det vi vil have. Anni og jeg bryder os ikke så meget om den slags kaos - derfor kommer vi også sjældent afsted når der er udsalg hjemme i Danmark. Vi kastede os dog ind i "kampen" og tog det som en oplevelse. De fleste af sælgerne var faktisk også rimelig medgørlige når de først var kommet til at slappe af. Vi endte med at få købt nogle fine ting som vi havde brug for, og vi fik dem pruttet ned i nogle priser som vi var tilfredse med. Ét af stederne ville jeg købe en soft shell jakke som jeg følte mig godt tilpas i. Sælgeren startede med at spørge hvad jeg ville give og jeg sagde 1000 rupees. Han så underlig ud i hovedet og sagde så at prisen var 3800 rupees. Så var det min tur til at se underlig ud i hovedet, for det syntes jeg faktisk var alt for dyrt. Jeg bød derefter 2000 rupees og han fulgte med nedad. Til sidst var vi landet der hvor jeg sagde 2400 rupees og han sagde 2600 rupees. Jeg havde sagt at det var min sidste pris og det havde jeg så tænkt mig at holde fast i. Han foreslog 2500 rupees men jeg ville prøve at holde fast, så jeg sagde igen at 2400 var min sidste pris og så gik jeg ud af shoppen, mens han stod og brokkede sig over at jeg ville gå væk fra 100 rupees. Ude på gaden gik vi hjemad mod hotellet, og jeg gik egentlig og ærgrede mig lidt over at jeg ikke tog den til 2500, men jeg syntes jo også det havde været sjovt at holde fast. Da vi var kommet ca. 500 meter væk fra shoppen kom én af de andre sælgere løbende med jakken og sagde at jeg godt kunne få den for 2400 rupees. Hehe...

Vi gik tilbage til Single Tree og spiste sen aftensmad inden vi tog et spil Ludo og gik i seng.

Normalt kan jeg godt lide at blive længe oppe når det er ferietid, men her har jeg det helt anderledes. Når vi kommer til kl. 22.00 om aftenen er jeg træt og færdig og har lyst til at sove. Jeg tror det er fordi der er så mange oplevelser at min hjerne bliver mættet og skal have ro. Jeg vågner tilsvarende tidligt omkring kl. 06.30 - 07.00, så det er jo fint nok :-)